Tabsbegrænsningspligt

29. juli 2008
Det er et almindeligt erstatningsretligt princip at den tilskadekomne skal forsøge at begrænse sit tab mest muligt. Dette betyder i praksis, at en skadelidt eksempelvis skal vende tilbage til sit arbejde og tjene sin egen løn når det fysisk er muligt - ellers kan man miste sin ret til at få erstatning. I takt med udvidelsen af muligheden for at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste har forsikringsselskaberne forsøgt at udvide området for tabsbegrænsningspligten. I to konkrete sager har vi dog fået medhold i, at der skal meget til, før man mister sin mulighed for at få ertsatning.

I den første sag mente forsikringsselskabet, at vor klient kort tid efter ulykken burde have været i stand til at vende tilbage til sit arbejde. Klienten fandt i samarbejde med kommunen imidlertid frem til, at hun ikke kunne vende tilbage til sit gamle arbejde, og derfor gik hun i gang med at revalidere sig til et nyt arbejde. Selskabet ville så ikke betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i revalideringsperioden. I den følgende retssag blev det dog slået fast, at der ikke var belæg for selskabets påstand om, at vor klient 'bare' kunne have vendt tilbage til sit gamle arbejde, og vi fik derfor medhold i, at hun skulle have erstatning under hele uddannelsen.

I den anden sag påstod det samme selskab, at vor klient efter ulykken burde have indset, at hun ikke ville kunne vende tilbage til sit gamle arbejde, og hun burde derfor hurtigere end det rent faktisk skete have søgt at revalidere sig til et andet arbejde. (Altså det stik modsatte synspunkt af den første sag!) Selskabet vandt sagen i byretten, men vi ankede sagen til landsretten, hvor vi netop har fået fuldt medhold. Kommunen havde vurderet, at vor klient var fuldt uarbejdsdygtig, og derfor kunne selskabet ikke kræve, at hun skulle vende tilbage til sit arebjde eller gå i gang med en revalidering. Selskabet måtte derfor betale, indtil vor klient var klar til at blive afprøvet.

Så længe den skadelidte har en fornuftig kontakt til egen læge og kommunen har man altså krav på fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det blev også slået fast, at det er op til selskabet at bevise, at tabsbegrænsningspligten skulle være tilsidesat - det er ikke den skadelidte der skal bevise det modsatte.

Den senste dom gjorde det desuden klart, at den skadelidte i henhold til Højesterets dom af 11. marts 2008 (omtalt i separat nyhed) har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste indtil Arbejdsskadestyrelsen vurderer erhvervsevnetabet eller indtil selskabet selv vurderer på et fyldsetgørende grundlag og udbetaler en realistisk erstatning. Dette gælder uanset om den skadelidte formelt er tilkendt fleksjob før eller efter Arbejdsskadestyrelsen udtalelse.

Endelig blev det også slået fast, at man har krav på renter af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for hver enkelt måned for sig - også selv der ikke er fremsendt krav for hver enkel måned til selskabet.

Nyhedsoversigt