ForsideVejledningHvem er vi?Kontakt
 
 

Retslægerådet tilsidesat

14. januar 2009
Retslægerådets udtalelser har normalt en meget stor bevisvægt ved domstolene. Men hvis Rådet har begået en åbenbar fejl, kan det lade sig gøre at få deres vurdering tilsidesat.

Min klient havde været på indkøb i et større supermarked. På vej ud herfra snublede han over en metalplade umiddelbart udenfor døren, som var bukket op.

Forsikringsselskabet som repræsenterede varehuset anerkendte erstatningspligten, idet min klient havde pådraget sig en knæskade og méngraden fastsattes til 5%.

Efter uheldet fik min klient arbejdsmæssige problemer, men til trods herfor bestred selskabet nu, at der var den fornødne årsagssammenhæng mellem knælidelsen og min klients forværrede arbejdssituation.

Sagen blev herefter forelagt for Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede tab af er-hvervsevne til 15%, men desuagtet fastholdt forsikringsselskabet at man ikke ville betale.

Der blev herefter udtaget stævning i sagen og i forbindelse hermed blev sagen forelagt for Retslægerådet, som navnlig med baggrund i en udtalelse fra egen læge, ikke mente, at min klient havde pådraget sig gener der kunne henføres til uheldet. Dette skyldes især, at egen læge i en erklæring havde tilkendegivet, at min klient igennem flere år havde haft gener fra det pågældende knæ.

Dette var i strid med en indhentet speciallægeerklæring.

Egen læge afgav vidneforklaring i sagen og måtte revidere sin oprindelige udtalelse, idet han ved gennemgang af journalerne forud for uheldet, hvor han ikke havde været læge for min klient måtte konstatere, at dette var en fejl.

Herefter gav retten min klient medhold i at han var berettiget til erstatning i overens-stemmelse med Arbejdsskadestyrelsens udtalelse.

Ovenstående understreger hvor vigtigt det er at man kommer til læge umiddelbart i tilknytning til uheldet og får registreret alt hvad der måtte være af skavanker.

Desværre oplever vi ofte, at egen læge ikke er særlig omhyggelig med de tilførsler der sker, hvilket også er tilfældet på skadestuerne. Det er uheldigt, navnlig fordi Retslægerådet lægger disse oplysninger til grund for, hvad den skadelidte fejler.

Kontakt derfor altid en læge eller skadestuen, såfremt man har de mindste gener efter et uheld og vær især opmærksom på, om der er hukommelses- og koncentrationsproblemer, idet det er vigtigt at få dette registreret så hurtigt som muligt efter et uheld.

Nyhedsoversigt

   
 

 
Send en mail